I dette indlæg bad jeg jer læsere, om at skrive nogle etiske dilemmaer i kommentarfeltet, som i gerne ville have jeg skulle skrive på bloggen om. Jeg har nu valgt emnet utroskab ud, da jeg syntes tendensen med at gå fra hinanden er blevet alt for stor. Idéen om at man nok skulle klare den sammen, og arbeje på sit ægteskab/forhold, virker som gået tabt. Spørg løs, og jeg vil svare på jeres spørgsmål i en video 
HVIS du skulle vælge, ville du så helst opdages i utroskab eller opdage det? Hvorfor?
Hvor synes du grænsen går med hensyn til utroskab? Søde beskeder til andre, danse med andre i byen osv?
Ville du kunne tilgive én som har været dig utro, eller omvendt – ville du kunne bede om tilgivelse hvis du selv havde været utro?
Ville du kunne tilgive utroskab?
Hvis du opdagede en kæreste i at være utro, hvordan tror du så at du ville reagere?
Tror du på, at man som par, kan komme igennem utroskab? Hvorfor/hvorfor ikke?
Hvis man har kysset med en anden mens man havde en kæreste, og det så er ens kæreste der slår op af en anden grund, skylder man ham så en undskyldning?
Har du selv haft nogle oplevelser med utroskab tæt inde på livet?
Synes du det er i orden at være sammen med en der har en kæreste? Du ved…. Hvor synes du ansvaret ligger, har man stadig et ansvar som pige selv om man ikke selv er blandet ind i et forhold eller parrets forhold, er det ikke ens eget problem.. Kunne du måske selv finde på det?
Hvordan har du det med åbne forhold?
synes du man bør fortælle sin kæreste om utroskab hvis det blot var en ubetydeligt, ligegyldigt sidespring på en våd bytur ?
Hvis man havde været en kæreste utro, og man så vælger at slå op med ham/hende.. Burde man så såre personen ved, at sige man havde været den utro, og det er grunden til at slå op – eller burde man ikke sige, at man er utro. Ville det være nødvendigt. Eller hvad er din holdning til dette?
Synes du man kan være følelsesmæssigt utro?